Erindring om et menneske

   – Lise Kristoffersen.

Det drager. Det bortvendte ansigt. Håret som er skødesløst sat op. Den blottede nakke hvor halshvirvlerne træder frem under den tynde lyse hud. Det omgivende rum står utydeligt. Hun er måske slet ikke i et rum, men i en tanke. I en erindring. Hun er som det fine sand, der løber ud mellem fingrene. Ikke til at få fat på og ikke til at gennemskue. Men jeg har lyst til tage hende op og at lade hende løbe ud igennem mine fingre igen og igen og igen. Ikke fordi jeg tror, jeg nogensinde ville kunne fange hendes væsen, men fordi den meditative bevægelse måske ville kunne bringe mig tættere på min egen væren.

Det kolde grå vinterlys fylder Siri Gindesgaards atelier ud og rammer malerierne smukt ind. De står i lag  tæt langs alle vægge. På vej til gallerier og kunstmesse. De er del af en samlet fortælling, der har været Siri Gindesgaards i efterhånden mange år. Som de står der, er fortællingen flygtig og poetisk. De rammer en åre i en almenmenneskelig fortælling, og det er igennem den større fortælling, at de slår rødder i beskueren.

Mens vi drikker kaffe midt i atelieret, fortæller Siri, at det ikke er udsædvanligt, hendes malerier rammer publikum, og folk bliver dybt berørte af det univers, hun arbejder med. ”Det kunne jo have været mig. Eller min datter”, er kommentar hun ofte hører. Det gør hende glad. Det er jo det, maleriet gerne skal. Røre folk.

Men for Siri Gindesgaard må motiverne gerne gå endnu dybere. Være mere grænseoverskridende. Men det er ikke en udvikling, man kan forcere, fortæller hun. Ellers bliver det ikke autentisk. Hun tror ikke på, at trin kan springes over.

Mødet med Siri Gindesgaards univers giver en følelse af at vandre gennem en drøm. Men ligesom når man vågner fra en drøm, og i det øjeblik man fornemmer, drømmen siver langsomt ud i sindets afkroge,  mens man med fastlukkede øjne chanceløst forsøger at holde fast i de slørede billeder, afsætter Gindesgaards malerier også et aftryk, der rummer et spor af et tydeligt fravær.

Fraværet er et særligt vigtigt motiv i Siri Gindesgaards værker. Hun har bevidst lagt et filter nedover sine malerier. Det fintmaskede net har sorteret al støjen væk fra motiverne, der ofte kun rummer en enkelt person . Væk er rekvisitter, ansigtsudtryk, farver og tydelige konturer. Tilbage står erindringen om et menneske. Som i en drøm med dens flygtige sløring af detaljer og konkrete holdepunkter. Som i en flygtige tanke, renset for alt det der støjer.

”Jeg kan godt lide at være alene. Jeg trives rigtig godt i mit eget selskab, og har altid gjort det. Jeg bruger ofte så meget energi på at være social. Efter et par timer er jeg brugt op, og mit hoved er ved at eksplodere. For mange lyde og for mange indtryk”, fortæller Siri.

Vi kender det alle i et vist omfang. Information overload. Man får brug for at trække stikket. Det er det, Siri Gindesgaard gør i sine malerier. Noget hun ikke altid har mulighed for at gøre i dagligdagen. Påtvungen og nødvendig ensomhed.

Inspirationen til motiverne kommer fra postkort, aviser, gamle og nye billeder og magasiner men inden de rammer lærredet med deres tynde lag på lag teknik, er de blevet vredet grundigt i maskinen, som Siri selv udtrykker det. Vredet i maskinen eller måske har de nærmere været igennem den mentale centrifuge, hvor elementerne er blevet slynget fra hinanden i sådan en grad, at det specifikke er visket ud. Vi ser på grundelementerne og kan relatere fordi, de er blevet vredet til rene og ubesværede skabeloner. 

Malerierne gengiver stemninger, situationer eller følelser. Som beskuer kan man kan krybe ind i erindringsskabelonen og genopleve det hele igen. De gengiver en skrøbelighed. Og skrøbeligheden ligger både i motivet men også i måden, de er malet på.

Motivet med den bortvendte kvinde står som det kolde, stille vand i skovsøen. Den blanke overflade sitrer ganske svagt i den brise, der glider over den. Som på søen kan man vælge kun at se overfladen, der spejler det omkringliggende landskab. Eller man kan vælge at kigge dybere og se under overfladen og ned i de dybder, der rummer så mange ubekendte, at man kan frygte for at springe i på hovedet fra broen, der er sat ud. Hvad venter under den mørke overflade? Frygten for at ramme ind gammel følelser, kærlighed eller sorg kan holde én fra at springe helt ind i fortællingen. Med vores eget personlige filter formår vi at holde uønskede, skrøbelige eller værdifulde minder og tanker nede under overfladen på en helt almindelig dag.

Stemningsbilleder kalder Siri Gindesgaard selv sine malerier. Det vigtigste er at få en stemning frem i modtageren, fortæller Siri, når man spørger ind til værkerne. Men at det er en trist stemning, de gengiver, er for nemt at sige. Trist er ikke nødvendigvis en skidt følelse, mener Siri Gindesgaard, der selv bærer en klar melankolsk åre, der træder tydeligt frem i malerierne. Men selv om mange af malerierne har en melankolsk stemning, er det en person i ro med sig selv, der bliver gengivet på maleriet.

Fraværet og ensomheden findes som et grundelement igennem Siri Gindesgaards fortælling og i det at være kunstner. Det er kunstnerens skygge og medsammensvorne. Og den der giver næring til de drømme og erindringer om situationer, der rører os andre i vores væren.

Lise Kristoffersen
Roskilde, februar 2017

Call Me

(+45) 25 30 13 74

 

Email Me

gindesgaard@live.dk

 

Studio

Vindeboder 1G
DK-4000 Roskilde